Brasilien indfører krypto som betalingsmiddel
Kilde: pymnts.com
I slutningen af december underskrev den brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, en lov som vil gøre brugen af krypto som betalingsmiddel lovligt i landet. Selvom Jair Bolsonaro fratrådte sin rolle som præsident d. 31. december, nåede han alligevel at underskrive den kryptovenlige lov til glæde for mange brasilianere. Samtidig er der umiddelbart ikke udsigt til at den nye præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, vil rulle lovgivningen tilbage, da han selv ved flere lejligheder har udtalt sig positivt om krypto og blockchainteknologien.
Selve loven muliggør at befolkningen kan bruge et udvalg af kryptoaktiver som lovligt betalingsmiddel i landet – dog er bitcoin ikke på listen over kryptoaktiver, som det er i El Salvador og den Centralafrikanske Republik. Loven indeholder ligeledes en række love omkring Virtual Asset Service Providers (VASP) licenser, en strafferamme for svindel med digitale aktiver og eksplicitte krav til handelsbørser om adskillelse af kundeaktiver fra handelsbørsernes egne aktiver. Sidstnævnte er højst sandsynligt tilføjet efter FTX-svindelsagen.
Loven fremsætter dog hvilken myndighed, som skal være ansvarlig for at opretholde lovgivningen vedrørende kryptoaktiver som et betalingsmiddel. Handel med kryptoaktiver som investeringsobjekt håndteres under det brasilianske finanstilsyn (Brazilian Securities and Exchange Commission), men hvorvidt den nye lovgivning også skal falde under finanstilsynet, er endnu uklart.
Selvom der er flere afklaringsspørgsmål i den underskrevne lov, er der stadig tid for lovgiverne til at finde en løsning, da lovgivningen først er sat til at træde i kraft om 180 dage, hvilket forventes at være i juni 2023.
Som vi tidligere har skrevet, ser vi en udvikling som denne værende yderst positiv for hele kryptoindustrien, da det ikke kun vil give en højere adoption af brugen af krypto, men også viser, at der er en reel use-case for den underliggende teknologi – og specielt i mindre udviklede lande, som bl.a. er præget af lav finansiel inklusion eller et stor behov for udenlandsoverførsler. Som vi tidligere har udtalt, tror vi blot at dette er én ud af mange lande, som vil indføre krypto som et lovligt betalingsmiddel.
Goldman Sachs ser opkøbsmuligheder efter FTX-svindelsagen
På trods af de seneste måneders turbulens på kryptomarkedet med bl.a. FTX-svindelsagen, har den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs i december meldt ud, at de har planer om at investere millioner i kryptovirksomheder.
Ifølge Goldman Sachs Head of Digital Assets, Mathew McDermott, vurderer banken, at flere selskaber nu har en attraktiv værdiansættelse og påpeger at Goldman Sachs ikke er alene om at se denne mulighed. Uden at gå i detaljer, har han udtalt, at banken allerede nu er i gang med due diligence for flere opkøbsmuligheder.
Mathew McDermott understreger, at selvom industrien har fået et slag efter FTX, som i manges øjne var et ”mønsterbarn” i industrien, så har det ikke ændret på den underliggende teknologi, som fortsætter med at performe - og med Goldman Sachs villighed til at investere i industrien, tyder det også på, at banken stadig tror på det langsigtede potentiale.
I tråd med dette udtalte Goldman Sachs CEO, David Solomon også i november, under FTX-kollapset, at han (stadig) anser kryptoaktiver som et meget spekulativt investeringsobjekt, men derimod ser et væsentligt større potentiale i den underliggende teknologi. Der er generelt lidt forskellige holdninger til krypto for de store Wall-Street bankers CEOs. Både Morgan Stanleys CEO, James Gorman og HSBC’s CEO, Noel Quinn, har begge en mere passiv tilgang til krypto, men holder stadig øje med industriens udvikling.
Goldman Sachs har allerede investeret i 11 kryptovirksomheder som tilbyder services fra compliance, blockchaindata over til blockchainhåndtering. Digital Assets teamet hos Goldman Sachs består af mere end 70 personer og indeholder bl.a. et trading-team. Derudover arbejder teamet også på deres egen private blockchain. Med andre ord, så er det ikke kun i form af virksomhedsinvesteringer, at banken satser på industrien, men også i den interne prioritering af ressourcer.
Mathew McDermott anser generelt FTX-svindelsagen som en mulighed for banken, som udover opkøbsmulighederne, ligeledes har oplevet en stigning i henvendelser fra finansielle institutioner, som ønsker at investere i krypto igennem dem.
Bank of America: Mere regulering er vejen til mainstream adoption af krypto
I forlængelse af nyheden om Goldman Sachs, har Bank of America ligeledes udgivet en rapport i december, hvori de kommenterer på den seneste tids udvikling i kryptoindustrien, navnligt på hvordan industrien skal komme videre ovenpå FTX-svindelsagen.
Ifølge rapporten fra Bank of America har FTX-kollapsets givet et øget fokus på behovet for mere regulering, specielt ved brug af et mere transparent legalt framework for digitale aktiver, der kan understøtte den teknologiske udvikling og innovation, samtidig med at private og professionelle investorer beskyttes bedre. Med andre ord mener banken, at der er behov for en koordineret global indsats for at undgå regulatorisk arbitrage og dermed opnå bedre investorbeskyttelse. Dette mener banken er en kritisk succesfaktor, hvis kryptoindustrien skal opnå mainstream adoption.
Fra et investeringsperspektiv påpeger rapporten, at hvis der opnås mere regulering, vil det resultere i større tilslutning fra institutionelle investorer samtidig med at kapitalen, som investeres, vil flytte fokus fra spekulativ handel til investering i projekter, som har en reel ”real-world” use-case. Banken mener, at specielt projekter som udvikles ved brug af smart contract platforme og applikationer, som har en reel use-case, vil se de største investeringer i fremtiden.
Slutteligt påpegede rapporten, at selvom top100 coins er faldet med 64% i 2022 er de alligevel stadig oppe med 2.175% siden slutningen af 2016 – med andre ord, omkostningen ved at ignorere kryptoaktiver er for stor, når man ser på det langsigtede potentiale.
BlackRock’s CEO tror, at næste generation af markeder er ”tokenized”
I forbindelse med en konference i New York i december udtalte CEO for BlackRock, Larry Fink, at han tror på, at den næste generation af markeder for værdipapirer (securities) vil være et tokeniseret marked. Med dette mener han, at der vil være en digital repræsentation af et givent aktiv på en blockchain, hvor blockchainteknologien benyttes til at verificere ejerskabet og validere transaktionen af det givne aktiv.
Aktiver der er tokenized kommer i to former. De kan enten repræsentere materielle aktiver som guld, fast ejendom og kunst eller immaterielle aktiver som stemmerettigheder, ejerskabsrettigheder eller indholdslicenser. Groft sagt kan alt blive tokenized, hvis det betragtes som et aktiv, der kan ejes og har værdi for nogen, og kan inkorporeres i et større aktivmarked.
Larry Fink ser potentialet i “tokenization”, da han mener den øjeblikkelige overførsel til lavere omkostninger har et godt ”product-market fit”. Men tilføjer dog, at han ikke mener, at denne teknologi vil disrupte BlackRocks forretningsmodel.
Det er dog ikke kun BlackRock som tror på, at tokenization er en del af fremtidens finansielle services. Flere prominente investorer som f.eks. a16z, General Catalyst og Samsung Venture Investment har for nyligt investeret 488 mio. kr. ($70 mio.) i virksomheden Flowcarbon, som har til formål at lave tokeniserede carbon kreditter. Derudover har JPMorgan i samarbejde med Onyx Digital Assets også benyttet Polygon blockchainen i et testforsøg på at tokenisere kontantindskud i banken. JPMorgan, som vi også skrev om i sidste måned, har generel en stor tiltro til potentialet i ”tokenization”, da de tror, at det vil tilbyde bedre finansielle services i fremtiden.
Udover at snakke tokenization, talte Larry Fink også om hans generelle syn på udviklingen i kryptoindustrien. Larry Fink sagde, at han tror på, at kun en brøkdel af de kryptovirksomheder, som eksisterer i dag, eksisterer på lang sigt – men tror også på at blockchainteknologien er meget vigtig og er kommet for at blive. Slutteligt blev Larry Fink spurgt ind til BlackRocks involvering i FTX-svindelsagen og sagde at BlackRock indirekte var eksponeret til FTX igennem ”fund of funds” for 167 mio. kr. ($24 mio.), men var ikke direkte eksponeret eller involveret i FTX.
PayPal gør det nemmere for deres kunder at tilgå MetaMask og købe eth
PayPal har i december annonceret, at de har indgået et samarbejde med virksomheden bag MetaMask, ConsenSys. Samarbejdet har til formål at gøre det nemmere for PayPals kunder at få eksponering til ether. Helt konkret ønsker PayPal at integrere køb, salg og opbevaring af kryptoaktiver ved brug af MetaMask wallets. Firmaet ønsker at udvide deres kunders mulighed for at overføre digitale aktiver ved brug af deres platform.
Til en start vil det kun være muligt for et udvalg af amerikanske PayPal kunder at bruge den nye service, men PayPal forventer at kunne rulle det ud til alle amerikanske kunder over de næste par uger. Med andre ord, er den nye service altså kun forbeholdt amerikanske kunder.
ConsenSys Software Inc., som er udviklingsvirksomheden bag MetaMask, har indgået samarbejde med PayPal, da de ser det som en god mulighed for at få flere brugere ind i hele web3 økosystemet – og specielt i en ekstra hård tid for hele industrien. Ifølge Lorenzo Santos, product manager fra ConsenSys, vil integrationen til PayPal ikke alene muliggøre at flere amerikanere nemmere kan købe krypto, men også at de nemmere kan udforske hele web3 økosystemet.
PayPal lancerede deres egen kryptohandelsplatform tilbage i oktober 2020 og har indtil i sommers ”holdt” fast på deres kunders kryptoaktiver, da det ikke var muligt at overføre kryptoaktiverne købt på PayPals platform til andre handelsplatforme. Siden PayPal i sommers åbnede op for overførsler til andre handelsbørser, har de generelt haft en mere ekstern orientering, hvor samarbejdet med ConsenSys er seneste initiativ.
Bank of America tror på, at mere regulering kan føre til større adoption af krypto, men hos GL21 CAPITAL tror vi også på, at det er tiltag som disse, hvor allerede etablerede spillere skaber nemmere adgang for den almene borger til at få adgang til krypto, som vil føre til større adoption – også selvom det til en start kun er forbeholdt amerikanere.
Telegram vil bygge decentraliseret handelsbørs og wallet
Telegram, en kommunikationsapp, som bl.a. kan bruges til at sende beskeder og lave opkald, har i december meddelt ud, at de ønsker at satse mere på udvikling inden for krypto. Telegram har i den seneste tid oplevet stor succes med deres blockchain-baserede auktions platform Fragment, hvor brugernavne til Telegram auktioneres. Platformen har på under en måned solgt brugernavne for 350 mio. kr. ($50 mio.) og det er i forlængelse af denne succes at virksomheden, nu vil satse mere på kryptoindustrien.
Telegrams CEO, Pavel Durov, udtalte i december at selskabet blandt andet har i kikkerten at bygge en decentraliseret handelsbørs og en ”non-custodial” wallet, som er en wallet, hvor brugeren selv har den fulde kontrol over deres private key. Pavel Durov vurderer, at deres wallet har potentialet til at nå ud til millioner af brugere, da mange krypto-interesserede allerede benytter Telegram-appen i dag. Dette kommer selvfølgelig også i kølvandet på FTX-kollapset, hvor Durov også udtalte, at kryptobrugere burde skifte til ”trustless” transaktioner og wallets, som man selv havde kontrol over, i stedet for at stole på en tredjepart.
Udviklingen af de nye initiativer vil med stor sandsynlighed ikke foregå på de mere kendte smart contract platforme, som fx Ethereum, men nærmere på Telegrams eget projekt, TON blockchain. TON blockchainen er udsprunget af et koncept udviklet af Telegram, men bygget af et community omkring Telegram. Det er med stor sandsynlighed denne blockchain, som Telegram vil udvikle deres applikationer på.
Commenti