top of page

Ny SEC-formand indsættes: Paul Atkins kan betyde vendepunkt for kryptoindustrien

  • etn1122
  • for 2 dage siden
  • 10 min læsning

Opdateret: for 22 timer siden

Ny SEC-formand indsættes: Paul Atkins kan betyde vendepunkt for kryptoindustrien

Den 21. april blev Paul Atkins officielt indsat som den 34. formand for det amerikanske finanstilsyn, SEC (Securities and Exchange Commission). Indsættelsen skete godt to uger efter, at han blev godkendt af Senatet med stemmerne 52-44.


Jeg er beæret over den tillid, som præsident Trump og Senatet har vist mig,” udtalte Atkins. “Jeg ser frem til at arbejde med de øvrige kommissærer og SEC’s dedikerede medarbejdere for at fremme vores mission om at skabe kapitaladgang, sikre ordnede markeder og beskytte investorer.”


Paul Atkins er kendt som markant mere krypto-venlig end sin forgænger Gary Gensler, der under Biden-administrationen har ført en langt mere aggressiv linje over for kryptoindustrien. Flere af Genslers mest profilerede sager – bl.a. mod Coinbase, Consensys, Gemini og Uniswap – er allerede blevet frafaldet under det nye lederskab.


Atkins' udnævnelse blev forsinket på grund af finansielle oplysninger, han skulle indberette i forbindelse med sit ægteskab med en milliardærarving. Det inkluderede investeringer for op mod $6 mio. i kryptorelaterede virksomheder som Anchorage Digital (krypto-opbevaring) og Securitize (tokenisering).


I januar blev en ”Crypto Task Force” etableret under den midlertidige formand Mark Uyeda. Atkins overtager nu ledelsen med over 70 ventende ansøgninger om krypto-ETF’er, som SEC forventes at tage stilling til i 2025 – herunder alt fra XRP og Litecoin til “2x Melania”-meme-tokens.


Bloomberg ETF-analytikeren James Balchunas beskriver det kommende år som “vildt”, og kollegaen James Seyffart bemærkede allerede i februar, at markedet forsøger sig med en "spaghetti-kast mod væggen"-strategi: Udbydere tester, hvad det nye SEC vil acceptere.


Udnævnelsen af Paul Atkins er indtil videre blandt de vigtigste nyheder for kryptoindustrien i 2025. Hvor Gensler fokuserede på håndhævelse og usikker regulering, forventes Atkins at åbne for mere konstruktiv dialog og klarsynede rammer. Dette kan accelerere godkendelsen af nye finansielle produkter og tiltrække yderligere institutionel kapital – ikke kun i USA, men også globalt.

 

ARK Invest opjusterer deres prisestimat for bitcoin til op mod $2,4 mio.

ARK Invest har hævet deres mest optimistiske prisestimat for bitcoin til $2,4 mio. (ca. 15,6 mio. kr.) ved udgangen af 2030. Det sker i takt med øget adoption blandt både institutionelle investorer og nationer, og en voksende opfattelse af bitcoin som digitalt guld.


I deres opdaterede analyse fra den 24. april har ARK også løftet deres "bear case" (konservative scenarie) til $500.000 (3.2 mio. kr.) og deres "base case" (hovedscenarie) til $1,2 mio. (7,9 mio. kr.). I februar lød disse estimater på henholdsvis $300.000 (2,0 mio. kr.) og $710.000 (4,7 mio. kr.). Vi skrev også om disse estimater i vores februar-nyheder.


Figur 1: ARK Invests prisestimat for bitcoin i 2030

Bear, Base og Bull case

Kilde: ARK Invest


Institutionelle investeringer bidrager mest til vores bull case,” forklarede David Puell, analytiker hos ARK Invest. Han vurderer, at bitcoin i et optimistisk scenarie vil kunne opnå en markedsandel på 6,5% af det globale finansmarked, eksklusivt guld.


Et andet centralt element er bitcoins evne til at fungere som en "sikker havn" i udviklingslande, hvor inflation og valutakollaps truer opsparinger. Dette aspekt tegner sig for 13,5% af ARK’s bull case, hvilket gør det til den tredjestørste vækstfaktor.


ARK estimerer, at bitcoin i et bull-scenarie kan erobre op til 60% af gulds markedsværdi (anslået til $18 billioner i 2024). Det ville bringe bitcoins markedsværdi op på $49,2 billioner – højere end summen af USA’s og Kinas BNP i dag. Selv med de lavere scenarier vil det kræve en årlig gennemsnitlig vækst på 32% til 53% frem til 2030 – et imponerende tal for en aktivklasse, der allerede er i billion-dollar-klassen.


Figur 2: Bitcoins use cases der understøtter ARK Invests prisestimat

Andel i %

Kilde: ARK Invest


Samtidig er prisen på bitcoin steget kraftigt i april, fra et 2025-lavpunkt på $75.160 til ca. $94.000, mens Trump-administrationen har annonceret en strategisk Bitcoin-reserve i marts.


ARK’s analyse viser, hvordan bitcoin bevæger sig fra at være et “alternativt aktiv” til en potentiel makroøkonomisk grundpille i både porteføljer og statslige reserver. Hos GL21 CAPITAL er vi enige i ARK Invests tese om den langsigtede retning: Institutionel adoption, finansiel geopolitik og guld-substitution vil være blandt de afgørende drivkræfter for den fremtidige prisstigning.

 

BlackRocks bitcoin ETF køber (igen) bitcoin for næsten $1 mia.

Den 28. april foretog BlackRocks iShares Bitcoin Trust (IBIT) sit næststørste bitcoin-køb nogensinde – hele $971 mio. blev investeret på én dag, hvilket ifølge analytikere skaber strukturel støtte til bitcoins fortsatte kursstigning – se figur 3 nedenfor.


Figur 3: Dagligt flow – BlackRock IBIT

Million USD, 11. januar 2024 til 29. april 2025

Kilde: Farside Investors


Det bringer IBIT’s samlede aktiver under forvaltning op over $54 mia., svarende til ca. 51% af markedet for bitcoin spot ETF’er i USA, ifølge data fra Dune.


Figur 4: Overblik over amerikanske bitcoin spot ETF’er

Per 30 april 2025

Kilde: Dune


Ifølge Bitget-analytiker Ryan Lee er disse ETF-inflows samt virksomhedsopkøb de primære årsager til, at bitcoin er steget tilbage over $94.000, mens privatinvestorer stadig er relativt passive. Samlet set kom der over $3 mia. i inflows i løbet af ugen op til den 28. april – det næsthøjeste niveau siden ETF’ernes debut. Tidligere analyser viser, at ETF’er stod for op mod 75% af nye bitcoin-investeringer, da prisen i februar brød over $50.000.


Det er den stærkeste uge for bitcoin siden Trumps valgsejr,” udtalte Iliya Kalchev fra Nexo Dispatch. “De her inflows giver en strukturel understøttelse, der kan bane vejen for yderligere optur.”


ETF’erne har skabt en ny struktur for efterspørgsel, hvor store aktører kan eksponere sig mod Bitcoin uden at røre en wallet. Det giver både legitimitet og likviditet – og presser mindre overbeviste investorer til at følge trop.

 

Coinbase lancerer Bitcoin Yield Fund med forventet afkast på 4-8%

Coinbase lancerer den 1. maj 2025 deres nye Bitcoin Yield Fund, der er målrettet institutionelle investorer uden for USA og lover et årligt afkast på mellem 4% og 8%.


I et blogindlæg den 28. april forklarede Coinbase, at fonden skal imødekomme stigende efterspørgsel fra institutionelle investorer, som ønsker passiv indtjening på deres bitcoin-beholdning – en mulighed, der hidtil har været begrænset: “Bitcoin yield fonden er opstået for at udfylde dette hul, men indebærer normalt betydelig investerings- og driftsrisiko,” skrev selskabet.


Til forskel fra f.eks. Ethereum og Solana, der tilbyder passiv indkomst gennem staking, har Bitcoin ingen indbygget mekanisme til passiv indkomst. Det gør yield-fonde som denne særligt interessante for langsigtede investorer, der ikke blot vil holde – men løbende optjene afkast.


Coinbase vil forsøge at reducere risiko gennem en “cash-and-carry”-strategi, hvor afkast genereres ved at udnytte prisforskellen mellem spotmarkedet og derivatmarkedet for bitcoin. Selvom strategien er mindre risikabel end f.eks. udlån, er den ikke uden risiko. Hvis en aktør f.eks. er short for $1 mia. i BTC-futures, og prisen på bitcoin stiger voldsomt, kræver det løbende tilførsel af margin for at undgå likvidation.


Desuden kan afkastet blive udhulet, efterhånden som flere aktører forsøger at udnytte samme prisdifference. Dette sås tidligere i år, hvor mange hedgefonde forlod strategien, og short-positionerne på CME (Chicago Mercantile Exchange) faldt fra $14,2 mia. til $8,4 mia. på blot fire måneder.


Coinbase’s produkt vækker også minder om BlockFi’s yield-platform, som blev lanceret i 2019, men kollapsede i 2022 i takt med faldende kryptopriser. Forskellen er dog væsentlig: Hvor BlockFi genererede afkast via udlån (med høj modpartsrisiko), benytter Coinbase en basis trade med lavere risiko og større transparens.


Fonden støttes af flere investorer, herunder Aspen Digital – en Abu Dhabi-baseret digital kapitalforvalter, som er reguleret af finanstilsynet i Abu Dhabi (Financial Services Regulatory Authority).


Coinbase’s fond markerer et vigtigt skridt mod at institutionalisere afkast på bitcoin – uden at gå på kompromis med sikkerhed eller tage spekulative DeFi-risici. Det er et sundt tegn på markedets modning, at bitcoin ikke kun bliver et “buy-and-hold”-aktiv, men en aktiv, produktiv kapitalressource, som kan give løbende afkast inden for en reguleret ramme. Det bliver derfor spændende at følge udviklingen af denne nye fund og hvorvidt den kan levere de lovede 4-8% afkast.

 

Ny Bitcoin-gigant udfordrer Michael Saylor – Tether, SoftBank og Cantor lancerer 21 Capital

En ny kryptoaktør med potentiale til at rykke ved magtbalancen blandt offentligt noterede bitcoinselskaber er undervejs. Tether, SoftBank og Cantor Fitzgerald har annonceret, at de sammen vil etablere et nyt selskab, Twenty One (også omtalt som 21 Capital), med ét formål: at holde bitcoin som primært forretningsaktiv.


Selskabet vil allerede ved lancering være blandt de tre største offentlige ”Bitcoin-treasuries” med en startbeholdning på 42.000 bitcoin, svarende til næsten $4 mia. til spotpris – kun overgået af MicroStrategy (MSTR) og ETF'er som IBIT.


Kapitalen bag selskabet fordeler sig foreløbigt således:

  • Tether: $1,5 mia. i bitcoin

  • SoftBank Group: $900 mio.

  • Bitfinex: $600 mio.

  • Yderligere $550 mio. skal rejses gennem obligationer og privat kapital


Selskabet er struktureret som en SPAC (Special Purpose Acquisition Company) under navnet Cantor Equity Partners, der allerede er steget op mod 130% i kurs siden nyheden kom ud. Bitcoin-kursen, der anvendes internt i strukturen, er fastsat til $85.000 pr. bitcoin, og aktierne i 21 Capital vil blive solgt til $10 stykket.


Mens nogle ser Twenty One som en direkte konkurrent til Michael Saylors Strategy, vurderer analytikere fra TD Cowen det stik modsatte. Ifølge dem er dette den mest markante validering af Saylors strategi til dato: “Det kan få selv de største skeptikere blandt institutionelle investorer til at overveje en strategi á la Saylor,” skriver analytikerne Lance Vitanza og Jonnathan Navarrete.


TD Cowen fastholder sit kursmål på $550 for MSTR og vurderer, at MicroStrategy vil nå en beholdning på 757.000 bitcoin inden udgangen af 2027 – svarende til 3,6% af det samlede Bitcoin-udbud. Ved en gennemsnitspris på $170.000 vil beholdningen være over $129 mia. værd.


Cantor Fitzgerald er i forvejen dybt involveret i kryptoverdenen. De forvalter Tethers reserveportefølje på $134 mia., ejer 5% af Tether og lancerede tidligere i år en Bitcoin-finansieringsafdeling med $2 mia. i startkapital. De er også kendt for at have rådgivet Tether i deres investering på $775 mio. i videoplatformen Rumble.


Oprettelsen af Twenty One er ikke bare endnu et institutionelt Bitcoin-projekt – det er en potentiel gamechanger. Den viser, at Saylors strategi ikke længere står alene, og at bitcoin som en virksomheds primære aktiv nu er en model, som nogle af verdens største finansielle aktører tager seriøst.


Hos GL21 CAPITAL forventer vi, at disse strukturer ikke kun vil tiltrække kapital, men også forpligte store aktører til langsigtet ejerskab, hvilket potentielt mindsker udbudssiden yderligere og øger bitcoins knaphed signifikant.

 

GameStop rejser $1,5 mia., som delvist skal bruges til bitcoin-investering

GameStop, den ikoniske videospilforhandler og meme-aktie, har i starten af april 2025 afsluttet en konvertibel gældsudstedelse på $1,5 mia., hvor en del af midlerne skal bruges til at købe bitcoin og stablecoins.


Oprindeligt lød målet på $1,3 mia., men investorer tilføjede yderligere $200 mio. i obligationer, fremgår det af selskabets indberetning til SEC den 1. april. “Nettoprovenuet forventes anvendt til generelle selskabsformål, herunder køb af bitcoin i overensstemmelse med virksomhedens investeringspolitik,” hedder det i meddelelsen.


Gælden udstedes som konvertible obligationer, der kan omdannes til aktier med en konverteringsrate på 33 aktier per $1.000, og har forfaldsdato i 2030.


GameStop bekræftede allerede den 25. marts, at bestyrelsen havde godkendt bitcoin- og stablecoin-investeringer med både gældsprovenu og egne kontanter. Ved udgangen af Q4 2024 havde selskabet $4,77 mia. i likvide midler – op fra $922 mio. året før.


Aktiemarkedets reaktion har dog været blandet. Aktien steg først næsten 12% den 26. marts på nyheden om bitcoin-planerne, men faldt 24% dagen efter – angiveligt på grund af investorernes bekymring for GameStops underliggende forretningsmodel.


Selskabet har tidligere eksperimenteret med krypto, herunder en wallet-løsning til brugere, som dog blev lukket i november 2023 grundet regulatorisk usikkerhed.


Med bitcoin-strategien følger GameStop i fodsporene på virksomheder som Strategy og Tesla, der har placeret bitcoin på balancen som et strategisk aktiv. Selvom GameStops investering ikke er lige så markant i volumen sammenlignet med f.eks. Strategy eller den nye 21 Capital har det stadig en symbolsk vigtighed. Tiltaget er endnu et tegn på, at bitcoin ikke længere er forbeholdt tech-giganter eller institutionelle fonde, men nu også selskaber med alternative forretningsmodeller, som besidder høj brandværdi og kapitaloverskud.

 

Svensk folketingsmedlem foreslår national Bitcoin-reserve – inspireret af USA

Den svenske politiker Rickard Nordin, medlem af Riksdagen for Centerpartiet, har i et åbent brev opfordret finansminister Elisabeth Svantesson til at overveje at tilføje bitcoin som en del af Sveriges valutareserver.


Brevet blev registreret den 8. april og foreslår, at Sverige følger USA’s fodspor, hvor præsident Donald Trump den 7. marts underskrev et dekret om at oprette en national Bitcoin-reserve finansieret via beslaglagte kryptoaktiver fra kriminalsager.


Sverige har tradition for en konservativ og velstyret valutareserve, primært bestående af udenlandsk valuta og guld,” skrev Nordin. “Samtidig sker der en hurtig udvikling inden for digitale aktiver, og flere internationale aktører ser Bitcoin som en form for digitalt guld og inflationssikring.”


Nordin pegede også på bitcoins rolle i undertrykte regimer, hvor aktivet ofte bruges af frihedsaktivister til at modtage betalinger og bevare økonomisk uafhængighed.


I USA's Bitcoin-reserve bliver det understreget, at reserven skal være budgetneutral, dvs. ikke medføre ekstra udgifter for skatteyderne. Den svenske parlamentariker foreslår en lignende tilgang for Sverige og argumenterer for, at dette kan styrke statens diversificering uden at belaste statsbudgettet.


Siden er der kommet et officielt svar fra regeringen – dog ikke fra finansministeren selv. Svaret, som er formuleret på svensk, lyder:

Arbetet inom regeringen är så fördelat att det är jag som ska svara på frågan.Riksbanken är Sveriges centralbank. Som ett led i det innehar och förvaltar Riksbanken en valutareserv. Det innebär att det i första hand är en fråga för Riksbanken att ta ställning till valutareservens sammansättning.Riksbanken är också en förvaltningsmyndighet under riksdagen. Det innebär att det är riksdagens finansutskott – inte regeringen – som följer upp och utvärderar Riksbankens verksamhet.”


Kort sagt: Regeringen henviser spørgsmålet til Riksbanken og finansudvalget, hvilket betyder, at politisk pres alene næppe vil føre til handling – men det skaber en præcedens for, at spørgsmålet nu er blevet rejst offentligt og officielt.


I modsætning til USA er EU-landene stadig forholdsvis tavse omkring bitcoin som reserveaktiv, hvilket kan skyldes det politiske fokus på den kommende digitale euro (CBDC). ECB forventer at udrulle en prototype i oktober, og Christine Lagarde har understreget, at den digitale euro skal være "pseudonym og kontantlignende".


Samtidig har Tjekkiets centralbank tidligere åbnet for idéen om at diversificere valutareserven med bitcoin – hvilket understreger, at Sveriges debat ikke er enestående i europæisk sammenhæng.


Det svenske initiativ er vigtigt, netop fordi det løfter diskussionen op på et officielt, politisk niveau i et nordisk land. Selv om svaret fra regeringen er afvisende i form – ved at henvise til Riksbanken – er det i realiteten en åbning for, at centralbanker kan (og bør) tage stilling.


Hos GL21 CAPITAL ser vi dette som et vigtigt første skridt. Hvis én nationalbank i Europa beslutter at inkludere bitcoin i deres reserve, kan det udløse en dominoeffekt.

Comentarios


Navn
GL21 CAPITAL ApS
Adresse
Hasselager Centervej 35, 8260 Viby J
Telefon
+45 4272 5621
Email
FT-nr.
23229
Fond
GL21 I A/S
CVR nr.
41838264
Fond CVR nr.
42380016
  • Facebook
  • LinkedIn

© 2022 by GL21 CAPITAL ApS

Fond FT-nr.
24845
bottom of page