Bitcoin sætter ny rekord i USD – men ikke i EUR
- etn1122
- for 4 dage siden
- 9 min læsning
Bitcoin sætter ny rekord i USD – men ikke i EUR
Bitcoin nåede d. 14. juli en ny højeste pris på $123.140 (kilde: Kraken). Målt i EUR ligger bitcoin dog fortsat under rekorden fra januar, hvor bitcoin toppede i 105.884 EUR. Den seneste top d. 14. juli nåede 104.409 EUR. Dette skyldes, at dollaren er faldet ca. 11% mod euroen i perioden – en vigtig faktor, da danske investorer typisk måler deres afkast i EUR. Selvom prisen er faldet en smule tilbage, så lukkede bitcoin stadig på sit højeste niveau nogensinde i juli måned – hvilket igen var en grøn måned, som betyder, at bitcoin er steget de sidste fire måneder i streg (målt i USD).
Figur 1: Månedlig prisudvikling for bitcoin
2020 til 2025, USD

Kilde: Tradingview
Bitcoins prisstigning er blevet understøttet af institutionelle kapital inflows, ledet af BlackRocks bitcoin spot ETF, IBIT, som i slutningen af juli har $86 mia. i aktiver under forvaltning (AUM) – det højeste niveau nogensinde (se figur 2).
Figur 2: Aktiver under forvaltning for IBIT og bitcoins pris
Januar 2024 til juli 2025, USD

Kilde: SoSoValue
IBIT’s AUM er tredoblet på kun 200 handelsdage – en milepæl, som guld-ETF’en (GLD) brugte over 15 år på at opnå. BlackRocks Bitcoin ETF holder nu over 739.000 bitcoin, hvilket er næsten 100.000 bitcoin mere end Michael Saylor’s, Strategy.
Ifølge Bloomberg ETF-analytiker Eric Balchunas er IBITs rekord i en liga for sig selv: ”$IBIT passerede $80 mia. i går aftes, den hurtigste ETF til at nå dette niveau på 374 dage – cirka 5 gange hurtigere end den tidligere rekord, holdt af $VOO, som gjorde det på 1.814 dage. Med $83 mia. er det nu den 21. største ETF samlet set.”
Men det gode spørgsmål er dog, om toppen er nået. Hvis man ser on-chain antyder det, at bitcoin endnu ikke er i en fase af eufori. Long-Term Holder Net Unrealized Profit/Loss (LTH-NUPL), som måler om langsigtede investorer sidder på store urealiserede gevinster, ligger på 0,69 – under niveauet 0,75, der historisk forbindes med overophedede markeder. Til sammenligning lå markedet i over 228 dage over dette niveau i sidste cyklus, mens det i denne cyklus kun har været tilfældet i ca. 30 dage, hvilket potentielt peger på højere priser.
Figur 3: Langsigtede investorers netto urealiserede gevinst eller tab (LTH-NUPL)
Seneste 12 måneder, USD og ratio

Kilde: Glassnode
Derudover påpeger Bitcoin-analytiker Axel Adler Jr., at bitcoins netværksbrug gradvist stiger uden tegn på at investorer tager profit eller går i panik. Det daglige gennemsnitlige antal transaktioner steg fra 340.000 til 364.000 i slutningen af juli, men ligger stadig under toppene på 530.000–666.000 fra tidligere perioder. Adler forklarede, at dette afspejler et roligt markedsmiljø og mener, at det styrker både de fundamentale og tekniske ”bullish” signaler.
Figur 4: Transaktioner på bitcoin-blockchainen
Januar 2023 til juli 2025, antal gennemsnitlig på 30 dage og USD

Kilde: Cryptoquant
I mellemtiden rapporterer Cointelegraph, at akkumulerende adresser – wallets, der løbende køber bitcoin uden større salg – er steget markant den seneste måned. Data fra CryptoQuant viser, at disse wallets nu holder 250.000 bitcoin. Efterspørgslen over 30 dage er steget 71%, op fra 148.000 bitcoin i slutningen af juni, hvilket afspejler fornyet overbevisning blandt langsigtede købere.
Hos GL21 CAPITAL mener vi, at de positive strømninger omkring bitcoin kan fortsætte. Vi ser $120.000 som endnu en milepæl – ikke nødvendigvis toppen.
USA vedtaget tre nøglelove for krypto – GENIUS Act giver stablecoins grønt lys
I juli har USA taget et stort skridt mod at skabe klare rammer for kryptoindustrien. Repræsentanternes Hus har vedtaget tre centrale love:
CLARITY Act, som etablerer en markedsstruktur for kryptoaktiver,
GENIUS Act, som giver et føderalt rammeværk for stablecoins understøttet af FIAT-valuta,
og Anti-CBDC Surveillance State Act, der begrænser mulighederne for statslig overvågning via centralbankdigitale valutaer (CBDCs).
Især GENIUS Act har allerede sat sit tydelige præg på markedet og forstærker den massive vækst, stablecoins har oplevet gennem 2025.
Selvom blækket på den nye lov knap er tørt, er konsekvenserne mærkbare. Siden vedtagelsen den 18. juli er stablecoin-markedets samlede markedsværdi vokset med næsten $7 mia. til $267 mia., samtidig med at der vises stor interesse fra virksomheder og institutioner.
Som det fremgår af figur 5 nedenfor, har stablecoin-markedet oplevet markant fremgang i 2025 efter en periode med stilstand i 2022 og 2023. Stablecoins ser dermed ud til at være godt på vej ind i de traditionelle finansmarkeder med deres innovative teknologi.
Figur 5: Markedsværdi for stablecoins
2021 til 2025, USD

Kilde: DefiLlama
Årsagen er, at GENIUS Act giver banker, kapitalforvaltere og andre institutionelle aktører et klart, føderalt regelsæt for FIAT-understøttede stablecoins – uden frygt for pludselige håndhævelsessager fra det amerikanske finanstilsyn (SEC).
Overordnet findes der fire typer stablecoins, som alle sigter mod at fastholde en stabil værdi mod en FIAT-valuta (f.eks. USD), men som gør det på forskellige måder:
FIAT-stablecoins (f.eks. USDT og USDC) – udgør ca. 85% af markedet og er 1:1 bakket op af kontanter eller kortfristede aktiver som amerikanske statsobligationer.
Krypto-stablecoins (f.eks. DAI) – overkollateraliserede med kryptoaktiver som ether eller tokeniseret bitcoin.
Algoritmiske stablecoins – forsøger at fastholde peggen via automatiske udbudsjusteringer, men har vist sig skrøbelige (senest med Terra-kollapset).
Råvare-stablecoins (f.eks. Pax Gold) – bakket op af guld eller andre råvarer, men har lavere udbredelse.
GENIUS Act retter sig primært mod FIAT-stablecoins og kræver, at udstedere holder fulde reserver, gennemfører revisioner og er korrekt licenserede.
Siden lovens vedtagelse den 18. juli har en række store aktører gjort sit indtog på stablecoin-markedet:
Anchorage Digital har lanceret en udstedelsesplatform for stablecoins i partnerskab med Ethena Labs.
WisdomTree har lanceret USDW, en dollarstøttet stablecoin designet til at muliggøre udbyttebetalende tokeniserede aktiver.
Bank of America, JPMorgan og Citigroup har alle bekræftet, at de forbereder at udstede egne dollarstøttede stablecoins under det nye regelsæt.
Stablecoins – længe betragtet som et nicheprodukt – er altså i færd med at blive en integreret del af den traditionelle finansielle infrastruktur. Hos GL21 CAPITAL vurderer vi, at vedtagelsen af GENIUS Act kan markere begyndelsen på en ny æra for stablecoins. Institutionerne står klar til at udnytte den nye regulering, og væksten de kommende måneder kan blive en af vigtig drivkraft for hele kryptomarkedet.
USA’s finanstilsyn lancerer “Project Crypto”: USA vil lede reguleringen af digitale aktiver
USA’s finanstilsyn, SEC, har annonceret en ny storstilet indsats kaldet “Project Crypto”, som skal modernisere tilsynet og skabe klare rammer for kryptoaktiver i det 21. århundrede. Initiativet er lanceret af SEC’s formand Paul Atkins som direkte svar på anbefalinger fra Det Hvide Hus’ nylige rapport om at styrke USA’s lederskab inden for digital finans.
Projektet indebærer en omfattende revision af de eksisterende regler, hvor mange af SEC’s ældre bestemmelser vurderes at være forældede og uegnede til on-chain markeder. Atkins understregede, at regulatoriske barrierer ikke må hæmme innovation og konkurrence – hverken for nye aktører eller etablerede spillere.
Som en del af tiltaget foreslås det at:
lempe licenskravene, så mæglerhuse kan tilbyde flere aktivklasser under én samlet licens,
skabe en tydelig opdeling mellem råvarer (hvor de fleste kryptoaktiver falder ind) og værdipapirer,
give regulatoriske undtagelser eller overgangsperioder til tidlige kryptoprojekter, ICO’er og decentral software, så innovation ikke kvæles af frygt for retssager,
samt at beskytte retten til selvforvaltning af egne aktiver (self-custody) ved lov.
Atkins fastslog, at kryptovirksomheder ikke skal tvinges til at oprette DAOs for at undgå regulering, og at reguleringen skal fremme frem for at hæmme udviklingen: “Mange af Kommissionens gamle regler giver ikke mening i det 21. århundrede – og slet ikke for on-chain markeder. Vi må omskrive regelbogen, så den understøtter fremskridt og konkurrence til gavn for alle.”
Siden Atkins tiltrådte som SEC-formand, har kommissionen ændret kurs mod en mere positiv tilgang til industrien. ’Regulation by enforcement’ er blevet erstattet af arbejdet med pro-krypto regulering, og flere ETF-ansøgninger er blevet godkendt. I maj præciserede SEC desuden, at indkomst fra staking på proof-of-stake blockchains ikke kvalificeres som en værdipapirtransaktion, fordi indkomsten stammer fra valideringstjenester.
Det nye regelsæt bygger på en fælles ramme, hvor Commodity Futures Trading Commission (CFTC) får eneforvaltning af spot-kryptomarkederne, mens SEC og CFTC deler ansvaret for resten af sektoren. Med Project Crypto signalerer USA, at landet ikke blot vil regulere, men også sikre sin position som global leder inden for digital finans.
Hos GL21 CAPITAL vurderer vi, at initiativet er en markant drejning fra tidligere politik. Med klare rammer og en regulatorisk tilgang, der understøtter innovation, kan USA skabe et mere modent og konkurrencedygtigt kryptomarked – til gavn for både investorer og industrien som helhed.
Amerikanske pensionsmidler kan være på vej ind i kryptoaktiver
USA’s præsident Donald Trump forventes ifølge Financial Times at underskrive et dekret, der kan give amerikanske pensionsordninger af typen 401(k) mulighed for at investere i alternative aktiver – herunder kryptoaktiver. Dekretet, som kan blive underskrevet inden for de kommende uger, vil instruere de amerikanske tilsynsmyndigheder i at undersøge, hvordan 401(k)-planer bedst kan få adgang til investeringer i krypto og fjerne eventuelle tilbageværende hindringer for at gøre det muligt.
De nye regler kan åbne 401(k)-ordninger for en bred vifte af alternative aktiver, såsom kryptoaktiver, metaller, fonde med fokus på infrastrukturprojekter, virksomhedsovertagelser og private lån. 401(k)-markedet er enormt med $8,9 billioner under forvaltning pr. 30. september 2024 fordelt på over 715.000 pensionsordninger. En åbning mod krypto vil derfor være et stort skridt for udbredelsen af aktivklassen.
En talsmand for Det Hvide Hus, Kush Desai, understreger dog, at intet bør betragtes som officielt, før det kommer direkte fra præsident Trump: “Præsident Trump er forpligtet til at genskabe velstand for almindelige amerikanere og sikre deres økonomiske fremtid. Ingen beslutning bør betragtes som officiel, medmindre den kommer fra ham selv.”
I maj ophævede US Labor Department vejledningen fra Biden-administrationen, som tidligere havde begrænset brugen af kryptoaktiver i 401(k)-ordninger. Samtidig tilbyder Fidelity, med aktiver på $5,9 billioner USD, allerede en pensionskonto, hvor amerikanere kan investere i krypto.
USA er ikke alene om at undersøge krypto i pensionsopsparinger. I Storbritannien rapporterede pensionsspecialisten Cartwright i november, at en pensionsordning havde allokeret 3% til bitcoin, og i Japan overvejede den statslige pensionsfond (GPIF) i marts 2024 bitcoin som diversificeringsværktøj.
Hvis Trumps dekret bliver underskrevet, kan det åbne døren for, at amerikanske pensionsmidler i langt større grad får adgang til investering i kryptoaktiver og kan blive en katalysator for yderligere vækst.
BlackRocks Ethereum ETF når $10 mia. – rekordvækst for ETF’er
BlackRocks spot Ethereum ETF (ETHA) har markeret sig som en af de hurtigst voksende børsnoterede fonde nogensinde. Ifølge Bloomberg-analytiker Eric Balchunas nåede fonden $10 mia. i aktiver under forvaltning (AUM) på blot 251 dage siden lanceringen for et år siden. Til sammenligning tog det JPMorgans Nasdaq Equity Premium Income ETF (JEPQ) 444 dage at nå samme niveau, hvilket nu placerer ETHA foran en lang række traditionelle fonde.
Figur 6: Aktiver under forvaltning for top5 hurtigste ETF’er til at nå $10 mia.
Antal dage siden lancering

Kilde: X (via. Eric Balchunas)
Balchunas bemærkede, at ETHA gik fra $5 mia. til $10 mia. på kun 10 dage og kaldte stigningen for “det finansielle svar på et ’God Candle’”. Med denne milepæl er ETHA nu en af de tre hurtigst voksende ETF’er globalt – og alle tre er spot-krypto-ETF’er.
Præsident for NovaDius Wealth Management, Nate Geraci, påpeger, at dette understreger den hidtil usete vækst, spot-krypto-ETF’er oplever i forhold til traditionelle finansielle produkter: “Vi taler om en ETF-industri, der har eksisteret i over tre årtier med næsten 4.400 produkter. De tre hurtigste nogensinde til at ramme $10 mia. er nu alle krypto-ETF’er.”
Selvom væksten i BlackRocks Ethereum ETF er imponerende, overgås den fortsat af BlackRocks egen bitcoin ETF (IBIT), som nåede $10 mia. USD på blot 34 dage efter lanceringen i januar 2024 – et rekordniveau i ETF-historien. Fidelitys bitcoin-fond (FBTC) fulgte efter med 54 dage.
Ether ETF’erne oplever samtidig stigende inflows, mens bitcoin ETF’erne i samme periode har været mere neutrale. Ifølge data fra SoSoValue har ether ETF’er i USA haft en 14-dages inflow-stime med samlet $4,4 mia. siden 14. juli, inklusiv et rekordhøjt inflow på $726,7 mio. på én enkelt dag – det største siden fondens debut sidste sommer. I samme periode er inflows til bitcoin ETF’erne ”kun” blevet til $3,7 mia.
BlackRocks Ethereum ETF’s eksplosive vækst bekræfter den stigende institutionelle interesse for Ethereum og cementerer spot-krypto-ETF’ernes voksende rolle i det globale finansmarked.
Tyske banker gør klar til at tilbyde krypto til millioner af kunder
Tyskland står foran et markant skifte i den finansielle sektor, hvor landets største banker forbereder sig på at tilbyde regulerede kryptotjenester til både institutionelle og private kunder. Deutsche Bank, med aktiver for over $1,85 billion, og Sparkassen-Finanzgruppe, der administrerer mere end $2,3 billioner, har annonceret planer om at lancere kryptotjenester inden 2026. Også Volksbanken Raiffeisenbanken (Genobanken) følger trop med egne initiativer.
Disse tiltag kommer i kølvandet på implementeringen af MiCA-forordningen, som fra december 2024 har givet et samlet juridisk rammeværk for kryptotjenester i EU. For første gang kan banker tilbyde handel, opbevaring og udstedelse af digitale aktiver under klare regulatoriske rammer, hvilket har fjernet de gråzoner, som tidligere holdt mange institutioner tilbage.
Deutsche Bank udvikler en BaFin-kompatibel opbevaringsløsning for institutionelle kunder, understøttet af partnerskaber med Bitpanda Technology Solutions og den schweiziske custodian Taurus. Denne løsning vil understøtte centrale aktiver som bitcoin og ether, med høj sikkerhed og revisionsspor, hvilket placerer banken som en konkurrent til etablerede aktører som Sygnum Bank. Parallelt arbejder Deutsche Bank på Project DAMA 2, en Ethereum Layer-2-løsning bygget på ZKsync, der kan danne grundlag for fremtidige tjenester som tokeniserede indskud og bankudstedte stablecoins.
Sparkassen-Finanzgruppe, som betjener næsten halvdelen af den tyske befolkning, planlægger at integrere kryptohandel direkte i sin populære Sparkasse-app. Med start i bitcoin og ether vil kunder fra midten af 2026 kunne handle krypto direkte i deres eksisterende bankinfrastruktur. Infrastrukturen understøttes af DekaBank og Börse Stuttgart Digital og vil være fuldt reguleret. For Sparkassen, der tidligere blokerede kunders adgang til krypto, markerer dette en dramatisk ændring i strategien.
Volksbanken Raiffeisenbanken arbejder på en lignende løsning via Atruvia og Börse Stuttgart Digital, der skal tilbyde compliant kryptohandel og sikker opbevaring gennem netværkets regionale banker.
Denne koordinerede bevægelse fra nogle af Europas mest konservative finansinstitutioner sender et klart signal: Kryptoaktiver bevæger sig fra at være et ureguleret nicheprodukt til at blive en integreret del af det traditionelle banksystem. Med klare rammer fra MiCA og stigende efterspørgsel fra både private kunder og institutionelle investorer, er de tyske banker godt positioneret til at lede an i EU’s overgang til regulerede digitale aktiver.
Hos GL21 CAPITAL vurderer vi, at denne udvikling kan blive et af de vigtigste skridt for kryptoadoption i Europa. Hvis de tyske bankers udrulning lykkes, vil det ikke blot sætte en ny standard for reguleret krypto, men også presse andre europæiske banker til at følge trop. 2026 kan dermed blive året, hvor kryptoaktiver for alvor bliver en integreret del af den europæiske banksektor.
תגובות