top of page

The Merge: Hvad du bør vide om Ethereums skifte til Proof-of-Stake

Opdateret: 12. okt. 2022

The Merge: Hvad du bør vide om Ethereums skifte til Proof-of-Stake


Kilde: ethereum.org


Ethereum gennemførte i midten af september det længeventede ”the Merge”, som vi også omtalte i vores juli nyheder. The Merge har været flere år undervejs med skiftende tidslinjer, forskellige planer og tvetydige udmeldinger fra kerneudviklere, men d. 15. september 2022 kl. 08.43 dansk tid, eller i kryptotermer ved ”total terminal difficulty” (TTD) nr. 58.750.000.000.000.000.000.000, fuldførte Ethereum The Merge.


The Merge er betegnelsen for Ethereums overgang fra konsensusmekanismen Proof-of-Work (PoW) til Proof-of-Stake (PoS). Konsensusmekanismen er den mekanisme, som benyttes på en blockchain for at opnå ”enighed” på netværket om at de givne transaktioner er ”lovlige”, det vil sige, at de ikke bryder de regler, som der er skrevet i koden – f.eks. at man ikke kan sende de samme coins to gange (double spending).


Ethereum har siden 2020 haft et PoS netværk ved navn the Beacon Chain, men det ikke været brugt til at processere transaktioner før d. 15. september 2022. Ved The Merge sammenlagde man Ethereums PoS Beacon Chain med Ethereums PoW mainnet, hvormed at netværket nu alene kører på PoS konsensusmekanisme.


Hovedårsagen til at Ethereum vil benytte PoS i stedet for PoW har været drevet af et ønske om at reducere energiforbruget. Det er efterhånden alment kendt, at Bitcoin bruger energi (elektricitet) til at drive sit netværk. Dette har det fået en del kritik for, hvilket vi bl.a. har belyst i en artikel ved titlen ”Er Bitcoin dårligt for miljøet?”, skrevet sammen med førende eksperter omkring emnet. Samme kritik har været givet til Ethereum, som på baggrund af dette har ændret til den mindre energikrævende PoS konsensusmekanisme.


Forskellen på PoS og PoW ligger i måden hvorpå det bestemmes, hvem der får lov til at lave den næste ”block” med transaktioner til netværket. Ved PoW konkurrerer ”miners” om at løse et kryptografisk ”puslespil”, hvilket er en energikrævende proces. Ved PoS fungerer det mere som et lotteri, hvor man skal ”stake” 32 ether i en validator node, som derefter giver en muligheden for at blive tilfældigt udvalgt til at lave den næste ”block”. Jo mere man staker, jo større er sandsynligheden for at blive valgt. Ved PoS er det energikrævende element fra PoW ikke til stede og det estimeres at energiforbruget for Ethereum netværket nu er faldet med op til 99,99%.


Ved begge mekanismer, vil den miner (i PoW termer) eller validator (i PoS termer), som vinder retten til at lave den næste block blive belønnet med en blanding af transaktionsomkostninger og dugfriske ether (ETH).


Modsat miners i PoW konsensusmekanismen, er det ”nemmere” at blive validator ved PoS, da det, meget forsimplet, kun kræver at man ejer 32 ether, som man er villige til at låse i en given periode. For nuværende vil man ved staking kunne forvente et årligt afkast på ~4,0% - læs mere her.


Selvom Ethereum PoS nu har været live i ca. to uger er der stadig nogle ubesvarede spørgsmål – f.eks. om The Merge har haft en indvirkning på prisen for ether. Det er svært at give et entydigt svar på dette, da der stadig er mange ukendte variable, som kan spille ind på prisudviklingen, f.eks. muligheden for staking, mindre ether i cirkulation og potentielt større centralisering. Men alt andet lige, er det en kæmpe succeshistorie for Ethereum og hele kryptoindustrien, at det andet største blockchainnetværk har formået at skifte konsensusmekanisme.


Vi har, hos GL21 Capital, fulgt “The Merge” tæt da Ethereums opgradering til proof-of-stake bliver betragtet af mange, som et af de største og historiske øjeblikke i krypto. Derfor arbejder vi sammen med Northstake, en ledende staking provider indenfor regulatorisk compliant staking produkter, på at tilbyde et Ethereum staking produkt med tilhørende staking rewards - med andre ord eksponering i et afkastgenerende aktiv, som p.t. er på 4,0% p.a. Hvis det kunne have interesse, kontakt os på info@gl21.dk eller +4593404001 for at høre nærmere.


MicroStrategy planlægger at købe yderligere bitcoin ved at sælge aktier for 3,9 mia. kr.

MicroStrategy, som nok er bedst kendt som den virksomhed i verden, som har den største beholdning bitcoin på sin balance, har i september indgivet en erklæring til US Securities and Exchange Commission om et salg af virksomhedens aktier til en værdi af 3,9 mia. kr. ($500 mio.). Virksomheden meddeler, at fortjenesten for salget af aktierne skal bruges på at købe bitcoins og på at udvikle deres software forretning. MicroStrategy tilføjede til udmeldelsen, at det ikke var garanteret, at købet af bitcoins ville være ensbetydende med en ”buy-and-hold” strategi, som de indtil videre har benyttet, men at et salg af de indkøbte bitcoins kan komme på tale i tilfælde af, at virksomheden i fremtiden har behov for likvide midler eller har behov for at lave en kortsigtet re-balancering af deres treasury.


Udmeldingen kommer en måned efter at Michael Saylor, grundlægger og bestyrelsesformand i MicroStrategy, meddelte at han trækker sig som direktør i selskabet.


MicroStrategy har per d. 8. september 2022 ­en beholdning på 129.699 bitcoin, hvilket svarer til en markedsværdi på lidt over 20 mia. kr. ($2,6 mia.). Det er ukendt, hvor mange køb virksomheden har lavet siden slutningen af juni 2022, men har rapporteret til det amerikanske finanstilsyn (SEC), at de har brugt omtrent 78 mio. kr. ($10 mio.) til at købe 480 bitcoins mellem 3. maj og 28. juni – hvilket er et relativt lille køb for virksomheden. MicroStrategy har ifølge SEC ”kun” købt 5.308 bitcoin i første halvår af 2022, mens de i samme periode i 2021 købte 34.616 bitcoins til en værdi af ca. 12,4 mia. kr. ($1,6 mia.).


Udover at være den virksomhed i verden, som har den største beholdning af bitcoin på sin balance, har MicroStrategy og deres tidligere CEO, Michael Saylor, et ry for at være meget pro-bitcoin. Som nævnt ovenfor, har virksomheden over de sidste to år, været aktive i at øge deres beholdning af bitcoin med en stor del finansieret igennem lån eller udstedelse af aktier. Derfor anses MicroStrategy også i markedet, som en form for indirekte eksponering i bitcoin, da store dele af deres balance er placeret i bitcoin fremfor FIAT-valuta eller andre aktiver.


Wall Street går for alvor ind i kryptomarkedet med bl.a. handelsbørs og custody service

På trods af, at kryptomarkedet i 2022, ligesom de øvrige finansielle markeder, ikke har vist de stærkeste tegn, har det absolut ikke afholdt spillere fra Wall Street i at gå ind i markedet. Efter BlackRocks udmelding i august måned om at ville tilbyde bitcoin eksponering til deres investorer, har det for alvor sat gang i øvrige spillere på Wall Street. I september måned kan vi berette om flere nyheder, hvor traditionelle Wall Street finansvirksomheder begynder deres tilløb til at gå ind i kryptomarkedet.


Charles Schwab Corporation (SCHW), Citadel Securities og Fidelty Digital Assets annoncerede i september, at de har indgået et samarbejde om at lave en krypto handelsbørs ved navn EDX Markets. EDX Markets vil ligeledes blive finansieret af handelsvirksomheden Virtu Financial (VIRT) og venture-kapitalvirksomhederne Sequoia Capital og Paradigm. Baggrunden for samarbejdet om en krypto handelsbørs skyldes ifølge EDX Markets bestyrelse, at ”krypto er en global aktivklasse på $1 billion med over 300 millioner investorer og en ophobet efterspørgsel fra flere millioner. At låse op for denne efterspørgsel kræver en platform, der kan opfylde behovene hos både privatinvestorer og institutionelle investorer med høje compliance- og sikkerhedsstandarder."


Udover EDX Markets, har handelsbørsen Nasdaq i september udmeldt, at de vil tilbyde custody services (opbevaring) af bitcoin og ether til institutionelle investorer, som f.eks. hedge fonde. Med den nyetablerede forretningsenhed Nasdaq Digital Assets, vil handelsbørsen gå i direkte konkurrence med allerede etablerede spillere som Coinbase og BitGo, men også TradFi virksomheder som BNY Mellon og State Street, som vi tidligere har skrevet om.


Selvom det ville være nærliggende, at Nasdaq som handelsbørs, også ville tilbyde børshandel med kryptoaktiver, er dette ifølge Tal Cohen, direktionsmedlem fra Nasdaq, ikke på tegnebrættet til en start.


Wall Street er altså for alvor begyndt at gå ind i kryptomarkedet, hvor vi udover de ovenstående eksempler også kan nævne JPMorgan Chase, som er i gang med at bygge en blockchain-baseret handelsplatform og ifølge rygterne, er Goldman Sachs på trapperne med en lignende løsning. Hos GL21 CAPITAL tror vi, at custody-løsninger og handelsbørser fra ”blåstemplede” Wall Street finansvirksomheder, er noget som potentielt kan accelerere adoptionen hos institutionelle investorer og på sigt vil afspejles i priserne.


Société Générale tilbyder nu bitcoin fund services

Det er (heldigvis) ikke kun i USA, at de traditionelle finansvirksomheder har fået øjnene op for krypto. I GL21 CAPITAL har vi haft dialog med flere større TradFi virksomheder, som har interesse i at vide mere omkring krypto som aktivklasse, men også hvordan de kan udvide deres forretning med netop dette område. Heriblandt har vi bl.a. haft møde med repræsentanter fra Société Générale og kan bekræfte, at de for alvor bevæger sig ind i kryptoindustrien.


I slutningen af september har banken i en pressemeddelelse udmeldt, at de har introduceret en ny service til deres institutionelle investorer, som tilbyder eksponering i bitcoin. Société Générale tillader nu kapitalforvaltere, som er tilknyttet banken, at de kan have bitcoin i deres fonde. Årsagen til lanceringen er ifølge banken efterspørgslen fra deres kapitalforvaltere, som ønsker at kunne tilbyde investeringsprodukter inden for digitale aktiver. Den franske kapitalforvalter Arquant Capital SAS har allerede gjort brug af denne service hos Société Générale og er i gang med at lancere en bitcoin fond under det franske finanstilsyn.


Den digitale bank Revolut kan nu tilbyde kryptoservices i Storbritannien

I forlængelse af nyheden omkring Société Générales indtræden i kryptomarkedet, er der også positive nyheder fra Storbritannien, hvor den digitale bank og app-baseret krypto handelsbørs Revolut, netop har fået godkendelse af det britiske finanstilsyn (FCA) til at tilbyde krypto services. Revolut tilbyder i dag adgang til omkring 80 kryptoaktiver for deres 20 millioner globale kunder.


Revolut har længe været i proces om at få en godkendelse fra det britiske finanstilsyn. Tilbage i marts kom Revolut på en særlig liste over virksomheder, der kun midlertidigt havde godkendelse til at tilbyde kryptoservices i Storbritannien, mens deres ansøgning om registrering var under behandling. I tirsdags (d. 27. september), blev det så officielt, at Revolut nu ikke længere var på den midlertidige liste og nu havde opnået fuld registrering som et ”crypto-asset firm”, lyder det fra det britiske finanstilsyn.


I august fik Revolut tilladelse til at tilbyde sine services på tværs af EU via registrering hos det cypriotiske finanstilsyn. Storbritannien var derfor en vigtig regulatorisk godkendelse for Revolut at få, for at kunne tilbyde sine kryptoservices i hele Europa.



Europol: Krypto er nøglen til at få ramt på organiseret kriminalitet

I løbet af september var krypto specialister og finansielle efterforskere samlet til den sjette udgave af ”Global Conference on Criminal Finances and Cryptocurrencies”, som blev afholdt af Europol i Haag. Ifølge deltagere til konferencen, som bl.a. inkluderede Europæiske tilsynsmyndigheder, eksperter fra krypto handelsbørsen Binance og blockchain-analysevirksomheden Chainalysis betyder den stigende adoption af krypto en øget risiko for nye former for kriminalitet.


Kilde: Twitter.com

Krypto har i sine tidlige år været brugt til kriminelle aktiviteter som køb og salg af narkotika, matchfixing i sport, finansiering af våben og terror, hvidvask af penge, osv. Faktum er dog, at brugen af krypto til kriminelle aktiviteter i dag er forsvindende lille. Som vi tidligere har skrevet i vores nyheder, var brugen af krypto til kriminelle aktiviteter på sit absolut lavest punkt i 2021, med kun 0,15% af alle transaktioner. Til sammenligning estimerede United Nations (UN), at et beløb svarende til omkring 2-5% af det globale BNP benyttes til kriminelle aktiviteter i de traditionelle markeder. I Chainanalysis’ halvårsrapport for 2022 viser de også, at de kriminelle aktiviteter er faldet yderligere, bl.a. ”scams” er faldet 65% sammenlignet med 2021.


Deltagerne på konferencen var derfor også enige om, at de fundamentale egenskaber for blockchain-teknologien og dens evne til at spore – i et vist omfang – alle kryptotransaktioner, tilbyder hidtil uset muligheder for at efterforske organiseret kriminalitet og hvidvaskningsnetværk samt at inddrive stjålne aktiver.


Ifølge Europol arbejder alle parter, der er involveret i bekæmpelse af kriminalitet, "hårdt på at være foran dem, der misbruger kryptoaktiver til at begå forbrydelser og hvidvaske penge". Europol regner også med at europæisk lovgivning kan "sikre, at kryptoaktiver behandles som alle andre aktiver med henblik på regulering og overvågning af hvidvask af penge".

F.eks. kom der nye regler i juni, som kræver, at tjenesteudbydere, såsom krypto handelsbørser, indsamler og opbevarer oplysninger, der identificerer personer, der er involveret i kryptotransaktioner, samt afleverer oplysninger til myndigheder i tilfælde af en efterforskning. At kryptoaktiver i stigende grad anses som ethvert andet aktiv fra et juridisk perspektiv, gør, ifølge Europol, at fremtidige beslaglæggelser, forvaltninger og eventuelle konverteringer af krypto til fiat-penge vil blive en meget lettere opgave.

Selvom det i Europols øjne er en positiv udvikling med mere regulering, kan disse strammere regulatoriske krav potentielt mindske innovationen og invadere privatlivets fred i Europa, som vi bl.a. skrev om i vores april nyheder.


Centralbankerne i Sverige, Israel og Norge lancerer fælles CBDC-projekt

Den Internationale Betalingsbank, på engelsk, Bank for International Settlements (BIS), har i samarbejde med centralbankerne fra Sverige, Israel og Norge igangsat et fælles Central Bank Digital Currency (CBDC) projekt ved navn ”Project Icebreaker”. Projektets formålet er at undersøge, hvordan CBDC kan blive brugt til internationale retail pengeoverførsler.


Udenlandsoverførsler i det traditionelle finansielle system er fortsat præget af høje omkostninger, lav hastighed, begrænset adgang og manglende transparens. G20-landene har derfor lanceret et ambitiøst program, som skal forbedre udenlandsoverførsler ved at gøre dem billigere, hurtigere, lettere tilgængeligt og mere transparent. En af arbejdsstrømene for dette program er at undersøge, hvordan en digital valuta udstedt af en centralbank (CBDC) kan spille en central rolle i at løse disse problemstillinger. BIS Innovation Hub og flere internationale institutioner har længe undersøgt dette område og udgav bl.a. i juli en rapport om emnet, som bl.a. konkluderede, at der skulle mere samarbejde til på tværs af landene.


Programmet har nu taget skridtet videre og igangsat et mere eksperimenterende projekt, Project Icebreaker. Projektet, som er et samarbejde mellem centralbankerne i Sverige, Israel og Norge og BIS Innovation Hub Nordic, har til formål at udvikle et ”icebreaker hub”, hvori de deltagende centralbanker skal tilslutte deres respektive CBDC-systemer. Dette skal muliggøre, at man kan teste specifikke funktioner og den teknologiske ”feasibility” ved at sammenkoble forskellige CBDC-systemer – se figur 1 nedenfor.


Denne opsætning skal bl.a. teste, om det er muligt at lave øjeblikkelig retail CBDC-betaling på tværs af landegrænser til en væsentligt lavere omkostning end i de nuværende systemer – hvilket typisk indbefatter at betalinger skal igennem flere forskellige banker inden de når slutmodtageren – det såkaldte korrespondentbanksystem. Projektet forventes at forløbe resten af året og vil resultere i en rapport der udgives i første kvartal af 2023.


Figur 1: Overblik over Project Icebreaker

Kilde: bis.org


På nuværende tidspunkt er der omtrent 105 lande, som eksperimenterer med CBDC. Hos GL21 CAPITAL er vi spændt på at følge udviklingen i Project Icebreaker, men også i den globale udvikling inden for CBDC, da der endnu ikke findes et endegyldigt svar på om og hvordan en CBDC kan fungere. Nogle bygges på centraliseredeblockchains, mens andre, som fx i Norge og Israel har valgt at bygge deres CBDC-system på Ethereums blockchain.

Comments


bottom of page